Beyonce beyonce1

Beynce siger “Jeg prøver stadig at lære at jeg ikke altid behøver at være så selvkritisk. At jeg gerne må sætte tempoet ned”…..

Gud hvor er hun skøn og dejlig, hende ville jeg gerne på date med! Og hun skriver netop det jeg selv bukker under for af og til, det eeeenorme press jeg lægger på mig selv!

Jeg skulle komme til mit 36´tyvende år før jeg fandt mig et idol!
Og aldrig havde jeg troede det skulle være Beyonce! I det dokumentarprogram der netop sendes med hende nu, viser det sig, at hun nemlig har opfanget hvad den Feminine Æra handler om. At vi kvinder langt om længe kan være den vi er, uden at det har en konsekvens ift. vores liv eller overlevlelse! At vi kan gøre som vi har lyst til og ikke, være hvad vi føler for og at vi kan følge vores Sande Livs Kald, -også uden at skulle frygte for vores liv.

Det er kvindernes æra nu! Den feminine æra samt den æra hvor mændene kommer ned i deres hjerter, -og er de dér, så er Den Feminine æra også deres ♥

Et uddrag fra min bog jeg skriver på:

Hun har hygget sig i dag! Den lille pæne pige Sanne med de store blå øjne, fars lille pige. Hun gjorde nemlig som far forventede og fik derfor hans kærlighed.

Det var ellers ikke til at vide hvornår det var fremme, det gode humør, vreden eller volden.

Dette kunne man ikke sige om hendes søskende. At de fik sin fars kærlighed. Aldrig vidste de hvad der var rigtigt eller forkert som jeg gjorde. Men jeg havde lært far at kende. Jeg vidste hvordan hans humør var. Jeg havde lært hans lunefuldheder at kende. Jeg kunne også lande ham, gøre ham i got humør. Jeg havde en anden indvirkning på ham.

Andre gange gjorde jeg ikke. Så faldt hammeren i form af hånden eller de høje ord. Jeg tror nok mine søskende så den hånd oftere end jeg. Også min mor. Hammeren.

Nogen gange for selv at slippe for hammeren og forblive fars yngling, tog jeg over. ”Sid stille”. ”Spis pænt”. ”Luk munden”. –Hvorefter jeg kiggede op på min far for at blive bekræftet i om det var for nok, for så slap han jo og jeg fik en indre god følelse af fars accept. Af at gøre det godt nok.

fyn Brandt NielsenJeg lærte i en tidlig alder at overleve. Klare mig selv. At jeg skulle kæmpe for at være vellidt. Men at kæmpe med sin virksomhed, at kæmpe for at være vellidt, kæmpe for at gøre det godt, -det er som at jagte en gulerod der er sat fast foran ens hoved, som flytter sig imens man selv buuuulldozer fremad! Det er vejen uden ende!

At savne et bagland, men at se fremefter, frem for bagud ♥

Siden min far gik bort da jeg var 9. har jeg stået på egne ben. Vidst hvor jeg ville hen, men har måtte gå vejen alene. Da min psykiske far går bort, skulle familien have “aflad” for deres had og vrede, som han havde tyrraniseret dem med OG dér stod jeg! Som have været hans yngling!

Så for at beskytte mig selv, for at kunne overleve, valgte jeg min familie fra (den lille del der var tilbage) julen 2005, kort tid efter at jeg havde overlevet en slem ulykke, hvor jeg for en tid sad i en kørestol! Aldrig har det været en større lettelse og frihed at være mig.

Men det har også været barsk. Ensomt. Utrygt. Hårdt! Men aldrig lettere at være mig alligevel. Jeg havde jo troen på mig, ja det meste af tiden, hvor min familie ikke havde. Og med post traumatisk stress er der hverken megen overskud, overblik eller energi til at tage sig af hvad andre gør og siger. Netop det at passe mig selv har været det som gjorde mig rask igen ♥

Meeeen nu hvor jeg står på..vippen til noget nyt. I morgen mandag skal tage nogen nye tisse-angstprovokerende nye skridt, så kunne jeg godt tænke mig at have haft et familiemæssigt netværk og opbakning. Måske en kæreste der holdt mig i hånden, kyssede mig på kinden og sagde “jeg tror på dig Sanne”. Og straks kan jeg mærke omkring mig at BaenkBusiness-mindreengle m.m. stiiiimer sammen og trøster mig, selv min bedstemor som gik bort i 50érne, min bedstefar som gik bort i 80érne. Meeen fysisk at blive trøstet, er noget andet.

Men sådan er tingene. JEg kan ikke ændre på hvordan det er. Kunne jeg gå tilbage i tid, ville jeg stadig gå denne vej. For ingen har gået den vej jeg har. Jeg lever af gøre det jeg elsker, vise andre vejen -vejen ind til indre frihed

Jeg gav ikke op. Jeg giver ikke op. Og det håber jeg heller ikke at du gør heller ♥